Kampen fra Østdansk/ The figth from East Denmark  

I 1654 angreb den russiske zar Polen fra øst og truede dermed svenske interesser. Året efter drog den svenske konge Karl 10. Gustav og en større hær til Polen for selv at indtage så stor en del af landet som muligt. Herhjemme søgte Frederik 3.

uden større held forbund med Sveriges fjender Polen, hertugen af Brandenburg og den tyske kejser. Alligevel fik Frederik 3. rigsrådets tilslutning til at erklære Sverige krig den 1. juni 1657. Da Karl 10. Gustav hørte om den danske krigserklæring, trak han sine tropper ud De danske afståelser ved Brømsebrofreden i 1645. Han marcherede ind i Holsten, for at ”tala med bror Lilla”. Danmark havde selv erklæret krig og kunne

ikke forvente hjælp fra Nederlandene. 

I 1657 indledte Frederik 3. krig mod Sverige for at genvinde de tabte provinser, som Danmark havde måttet

afstå ved Brømsebrofreden i 1645. Den svenske kongeKarl 10. Gustav svarede igen med et lynangreb. Efter at have indtaget den nyopførte skanse Frederiksodde (senereFredericia) gik svenskehæren den 30. januar 1658 over isen til Fyn ved Kolding og forcerede bælterne via Langeland og Lolland uden at møde nævne værdig modstand. Den 11. februar kom det til fredsforhandlinger i Vordingborg. Den 15. februar stod den svenske hær i Torslunde, kun 20 km fra København, og forhandlingerne fortsatte i Tåstrup Præstegård. På grund af pladsmangel blev forhandlingerne den 20. februar flyttet til Roskilde. Ved fredsaftalen i Roskilde af 26. februar 1658 måtte Danmark afstå bl.a. Skåne, Halland og Blekinge. Allerede samme år rettede Karl 10. Gustav et nyt angreb på Danmark, denne gang for at erobre hele landet. Efter en mislykket storm på København blev en ny fredsaftale, baseret på Roskildefreden, underskrevet i København 1660.

Roskilde slap for direkte krigshandlinger, men måtte tåle plyndringer, brandbeskatning og en omfattende indkvartering af svenskehæren og konge følget. Fra Roskilde domkirke stjal svenskerne dronning Margrethe

1.s kjole. Som i resten af landet var byen dybt forarmet efter svenskekrigene. I 1658 måtte danskerne i de tabte provinser finde sig tilrette med en svensk konge. Ifølge Roskildefreden var de dog garanteret, at danske privilegier og love stadig skulle gælde. Dette blev bekræftet ved den såkaldte ”Malmø-reces 1662”.