Kampen fra Østdansk/ The figth from East Denmark  

Den Skånske Krig 1675–79 blev indledt i september 1675, da Danmark og Brandenburg angreb svenske tropper i Pommeren. Foråret 1676 indledtes angrebet på Skåne. Det skulle bringe Skånelandene hjem til Danmark. Den danske hær var i almindelighed bedre uddannet, bevæbnet og udrustet end den svenske. Den blev mødt af en venligsindet befolkning, som med håb om befrielse fra den svenske besættelse stillede sig på den danske hærs side med mandskab og fornødenheder. Christian V oprettede "Det skaanske Rytteriregiment" med oberstløjtnant Hans Dittler Steensen som chef, og skånske friskytter som Svend Poulsen, Jens Andersen, Casper Due, Simon Andersen, Aage Monsen med flere fik til opgave at hverve ryttere til friskyttekompagnier. Efter seks ugers felttog var Helsingborg, Landskrona og Christianstad på danske hænder. Kun Malmøhus modstod belejringen. Svenskerne trak sig tilbage til Småland for at få forstærkning. Da Karl XI vendte tilbage til Skåne med en forstærket hær, foretog friskytterne og snaphanerne mange bagholdsangreb og forsinkede fremrykningen. Deraf øgenavnet som snaphanekrigen. I Loshult fik snaphaner fingre i hele Karl XIs krigskasse på 50.000 rigsdaler. Den var fordelt på 250 hestetrukne vogne. Nogle af mønterne var kobberplader, der vejede 20 kilogram, og snaphanerne fik travlt med at grave byttet ned. Den svenske konges pragttelt, som var med i transporten, blev skåret i småstykker.

Den 4. december 1676 forvandledes markerne omkring det gamle tingsted Leerbecks høj nord for Lund til en gruopvækkende valplads. Slaget kostede over 8.300 livet. Den svenske armé mistede 3.200 mand, resten var danske, skånske, blekingske og hallandske soldater i danske regimenter, hvervede tropper og friskytteafdelinger. Svenskerne sejrede og ransagede gårde og huse vidt omkring i jagten på sårede danske soldater eller friskytter. De blev som regel henrettet, når de blev fundet. I dagene efter lagde den svenske armé under ledelse af Karl XI hele Landskrone-egnen øde med plyndring og mordbrand. Efter den svenske sejr ved Lund beordrede den svenske øvrighed takkegudstjenester i Skånelandenes kirker. En samtidig kilde fortæller, at "i många kyrkor blev det ett sådant gråtande och skrikande av a

Men krigen var ikke afgjort. Ganske vist holdt svenskerne i Malmø stand, men det gjorde danskerne i Christiansstad også mod en svensk belejring. Og Niels Juels sejr på Køge Bugt sikrede dansk herredømme i Østersøen, så hærens stilling i Skåne ikke blev kritisk. Men et stormangreb på Malmøhus mislykkedes totalt. 3.000 danskere døde med mange af de højeste officerer. Og helt galt gik det, da Christian 5. og hans generalstab var for længe om at få undsætning frem til det belejrede Christiansstad. Christian 4.s fæstningsby holdt tappert ud, men til sidst måtte den kapitulere. Under tilbagetoget til Landskrone ødelagde undsætningsstyrken alt, hvad den kunne overkomme i det sydlige Skåne. Taberen fra slaget ved Lund, den tyske general Arensdorf brugte "den brændte jords taktik" og gav friskytterne ordre til at brænde bl.a. Ystad, Simmershavn, Trelleborg og Skanør. Beboerne, som så gårde og slotte blive ødelagt af deres egne landsmænd, blev opfordret til at flytte over Sundet. Hærens hærgende tilbagetog var næppe gavnligt for modstandsbevægelsen hos Skånelandenes befolkning. Det ændrede ikke noget, at Karl XI havde været den første til at bruge den brændte jords taktik. Arensdorf fik en alvorlig reprimande og faldt i unåde hos Christian 5. Han blev kaldt til København, hvor han blev arresteret og frataget kommandoen over den danske hær. "Dette puff undte Skaaningerne hannem gierne for hans haarde medfart skyld." skriver det samtidige vidne, Sthen Jacobsen i Den Nordiske Kriigs Krønicke. llmogen, att prästernas ord från predikstolarna inte kunde höras".

Freden

• Det før så rige Skåne var blevet et fattigt land, da freden endelig blev sluttet. Og Freden i Fontainebleau, som blev dikteret på slottet Fontainebleau den 23. august og ratificeret i Lund den 26. september 1679, ændrede intet. Selv om den største del af Skåne var på danske hænder, fik Danmark ikke lov at beholde en millimeter af den skånske jord. Solkongen Ludvig 14. dikterede, at freden i København fra 1660 skulle stå ved magt. Han var Sveriges forbundsfælle. Alle den begavede rigskansler Peder Schumacher Griffenfelds bønner om ikke at indlede noget felttog, før der var diplomatisk forståelse netop hos Frankrig, Europas ledende stormagt, var prellet af på Christian 5.

Ved fredsslutningen forpligtede Karl XI og Sverige sig til at lade paragraf 9 fra freden i Roskilde – som fastslog, at alle i Skånelandene, adel, gejstlige, borgere og bønder, skulle bevare deres ret, lov og gamle privilegier og friheder uforstyrret – " forblive uryggeligt i kraft og vigueur." Ikke desto mindre blev Skånelandene udsat for brutal forsvenskning. Skånske Lov blev sat ud af kraft og afløst af svensk lovgivning, og svensk sprog blev påbudt i kirker og skoler. Et udtryk for perversion var de mange danske præster, som følte sig forpligtede til at tjene den nye herre, frem for deres egen menighed. Og efter krigen fortsatte den intensive menneskejagt på skånelandske modstandsmænd, på trods af at fredsaftalen foreskrev: "Wndersaatterne skulde och niude denne forskreffne amnestie, saa at det dennem til ingen sværighed skal komme, at de sig paa den ene eller anden siide haffuer begiffuet, eij heller skal nogen aff dennem hereffter nogen forfang eller skade aff samme aarsage specie juris aut via facti, under huad prætext det och være kand, paaföris, eller der offuer nogen undersögning eller randsagning till nogenss præjuditz foretagiss."

 Det er foretaget en beregning over flygtningestrømmen fra Skånelandene til Sjælland efter krigens slutning i 1679-80. Det anslås, at det drejer sig om ca. 20.000 af en befolkning på ca. 200.000. De fleste ville ikke være i stand til at forlade deres hjem i Skåne og skabe et nyt i Danmark. Derfor blev de fleste, hvor de var.